BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være med til at løse én af de mest aktuelle og samfundsvigtige opgaver, som indeholder fagligt udfordrende opgaver inden for beskatning af ejendomme? Hos Vurderingsstyrelsens Ejendomsbeskatningscenter søger vi dygtige jurister og skattefaglige specialister, som har lyst til at arbejde med komplekse problemstillinger og bidrage til det juridiske arbejde i forbindelse med bl.a. Boligforlig 2017, beskatning af boligejerne, tilbagebetalingsordningen mv.
Juridiske og skattefaglige kompetencer og indsigt er et vigtigt element for at lykkes
I Ejendomsbeskatningscentret arbejder vi med alle aspekter omkring beskatning af boligejerne på baggrund af ejendomsvurderingerne. Vores opgaver består bl.a. af sagsbehandling af skattesager, bidrage til implementering af nye it- systemer i forbindelse med Boligforlig 2017, eksekvering af tilbagebetalingsordningen, opgaver omkring indefrysningslån og pensionisters mulighed for at låne til betaling af ejendomsskatter og en korrekt og ordentlig vejledning af boligejerne.
Din faglighed
Alt efter dine interesser og kompetencer, tilbyder vi ansættelse i den enhed, hvor vi ser det bedste match. Her får du mulighed for at dykke ned i komplekse juridiske analyseopgaver og fortolke og skabe sammenhæng mellem det juridiske grundlag og sagsbehandlingen eller systemudviklingen.
Dine arbejdsopgaver vil være meget varierende, men vi vil gerne udvikle dig til at blive juridisk specialist inden for ejendomsbeskatning. Du vil f.eks. løbende indgå i de juridiske afklaringer, som din enhed og Ejendomsbeskatningscentret foretager under sagsbehandlingen, eller støder på i vejledningen til borgerne.
Dine arbejdsopgaver kan mere konkret omfatte:
- Juridiske afklaringer og lovfortolkning knyttet til procesudvikling, konkrete skattesager og sagsområder
- Faglig sparringspartner på komplekse problemstillinger i sagsbehandling
- Deltagelse i en arbejdsgruppe i Ejendomsbeskatningscentret, som løbende behandler og vurderer juridiske spørgsmål og afklaringer på tværs af alle enheder.
Udover spændende opgaver kan du kan se frem til et godt arbejdsmiljø med et godt kollegialt sammenhold, hvor vi altid er klar til at hjælpe hinanden. Du vil opleve, at alle er gode til at være opmærksomme på hinanden – også når vi har travlt.
Din uddannelsesbaggrund, kompetencer og personlighed
Du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.(jur.), cand.merc.aud, master i skat el.lign. og har stærke juridiske kompetencer. Du kan også have opnået lignende kompetencer via din erhvervserfaring. Da vi leder efter flere nye kolleger, kan du både komme med nogle års relevant erhvervserfaring eller du kan være nyuddannet. Det er vigtigt for os, at du har interesse for området og har lyst til at lære mere.
Vi ser gerne, at du:
- har kendskab og erfaring med skatteområdet
- er nysgerrig, udadvendt og opsøgende i dit arbejde og fokuseret på det gode samarbejde på tværs af fagligheder
- kan videreformidle svært tilgængeligt stof på en let tilgængelig måde
- kan fortolke og omsætte kompleks lovgivning til klare processer
- har et stort gåpåmod, er proaktiv, og giver dig i kast med nye og ubekendte områder med stor energi og tro på at lykkes.
Ansøgning med CV og relevante dokumenter bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest den 12. juni 2023. Spørgsmål besvares gerne af funktionsleder Tobias Huus på tlf. 72 37 42 70.
Der kan indgå en logisk test og en personanalyse i ansættelsesforløbet. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.
Vi afholder første samtaler i uge 25, og eventuelt anden samtaler i uge 26. Tiltrædelse efter aftale.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.
Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Bryghusvej 30, 5700 Svendborg.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Svendborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Svendborg, Bryghusvej 30, 5700 Svendborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=169066&DepartmentId=9410&MediaId=2872&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5836504